søndag den 22. februar 2015

Målsætning 2015

Efter et succesrigt år 2014 med gennemførelse af både trail løbet Transgrancanaria 125 km og 8500 højdemeter, og det legendariske ultraløb Spartathlon 246 km, er det nu tid til at kigge fremad igen.

Efter at have nået mit ultimative mål Spartathlon, har jeg haft lidt svært ved at finde den rette motivation til at sætte mig nye mål. Det er svært at finde noget som kan måle sig med denne kæmpe udfordring. Jeg kunne selvfølgelig vælge at stille til start igen i 2015, men jeg er bange for at det ikke ville kunne måle sig med den kæmpe oplevelse det var at gennemføre for første gang. Det kræver en stålsat vilje at gennemføre for første gang. Jeg tror at det ville være dømt til at mislykkes, hvis jeg forsøgte igen, uden at være så topmotiveret som jeg var første gang. Jeg kommer uden tvivl til at løbe Spartathlon igen men ikke i 2015.

I år har jeg valgt at prøve kræfter med et etapeløbe. Nogle af de løbere som jeg mødte til Spartathlon har lavet et løb som strækker sig fra grænsen ved Rudbøl op til Skagen langs vestkysten. Den samlede distance på 525 km er opdelt i 6 etaper, som skal gennemføres på 6 dage. Hver etape har en distance på mellem 80-100 km. Lige som i Tour de France vil der blive kæmpet om at vinde det samlede klassement. Der er plads til 30 løbere i feltet og i skrivende stund er der 18 der stiller til start den 23.maj. Det bliver spændende at se hvor mange af os der gennemfører hele turen...
Det bliver et løb, hvor kun den der formår at spare på kræfterne og restituere optimalt mellem etaperne, har en reel chance for at gennemføre. Det danske forårsvejr kommer også til at spille ind. En uge i regn og blæst på vestkysten vil uden tvivl kunne tage modet fra de fleste.

Etape inddeling for Duul`tra-Race 2015:

  1. Lørdag den 23. maj start Rudbøl grænse kro mål Esbjerg 94 km
  2. Søndag den 24. maj start Esbjerg mål Hvide Sande 77 km
  3. Mandag den 25. maj start Hvide Sande mål Krig Vig 103 km
  4. Tirsdag den 26. maj start Krig Vig mål Bulbjerg 82 km
  5. Onsdag den 27. maj start Bulbjerg mål Egelund 86 km
  6. Torsdag den 28. maj start Egelund mål Grenen Skagen 83 km

Min ambition er at gennemføre ikke andet, men at at gennemføre løbet kan meget vel vise sig at blive nok til en god placering...;-)


Mit andet mål for sæsonen bliver Viborg 24 timer. Her er målsætningen klar. Jeg går 100 procent efter at runde de magiske 200 km. 68 gange før er det lykkes for en dansker at runde de 200 km ved et 24 timers løb. Jeg går benhårdt efter at være med til at forbedre denne statistik. Jeg ved, at det kræver en dag, hvor det hele lykkes. Men jeg synes, det er en realistisk målsætning, når jeg ser tilbage på mine resultater fra de sidste par år.

Jeg har gennem de sidste par måneder haft lidt problemer med min svangsene, men i takt med at foråret er på vej kan jeg mærke at det begynder at gå den rigtige vej. så jeg ser nu frem mod en ny og spændende sæson.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar