Årets sidste
mål skulle nu i hus… Jeg havde ikke haft specielt meget forberedelsestid til at
blive klar til dette års 24 timersløb. Jeg havde maksimalt haft 3-4 gode
trænings uger, hvor jeg kontinuerligt lå over de 100 km om ugen. Jeg vidste dog
at min form havde været god til trailløbet i juli måned, så der skulle ikke så
meget til for at holde formen ved lige. Mit mål var 180 km eller at holde mig
på banen i alle 24 timer, selvom jeg vidste at det kunne blive meget svært. Jeg
var ydmyg overfor opgaven og håbede virkelig at det kunne blive en god
afslutning på denne sæson. Mentalt følte jeg mig rigtig godt indstillet - Jeg
skulle jo ”bare” fokusere på det samme motto som de sidste to gange:
”jeg giver aldrig op!!!”
Jeg kørte
til Grenå lørdag morgen kl. 8.00 velvidende at jeg ikke ville få sovet mere før
jeg var hjemme igen om 34 timer. Jeg skulle klare mig selv de første 7- 8
timer, hvorefter Heidi ville komme ned og hjælpe mig i depotet de resterende
16-17 timer. Kl. 11. 00 var jeg færdig med mine forberedelser så jeg havde tid
til at sidde i depotet og slappe lidt af, og snakke med de andre løbere inden
det gik løs.
Man går
igennem mange kriser i løbet af et 24 timers løb og vejen til succes er at
kunne håndtere disse kriser mens de står på. Det gælder om at forblive positiv,
rolig og fokuseret. Man kommer ud for mange situationer hvor kroppen det ene
øjeblik prøver at sige ”stop jeg vil ikke mere” hvorefter den 5 km senere siger
”hold da op nu kører det bare”. Det gælder om at tro på at kriserne er
forbigående perioder i løbet af de 24 timer. Kriserne kommer oftere og oftere
jo længere man kommer i løbet, og efter 22-23 timer er man helt tom for
kræfter, men sjovt nok finder alle en smule ekstra energi nå de tager hul på
den sidste time. Der må være en reserve tank som man først kan bruge når man
kan se en ende på strabadserne.
Jeg lagde ud
i et tempo på 5:30 pr. km. Et tempo jeg har det rigtig godt med at løbe i.
Pulsen var lav og jeg følte mig afslappet og rolig. Det tydede på, at jeg havde
ramt det helt rigtige spændings niveau. Jeg fokuserede udelukkende på mit eget
løb og energiindtag. Jeg havde lidt ømme ben/tunge ben da jeg havde løbet 35 km
men det gik hurtigt over. Efter 6 timer begyndte jeg at føle lidt sult så jeg
glædede mig til aftensmaden kl. 19, som bestod af pasta og kylling.
Kl. 19.00
kom Heidi ned for at hjælpe i depotet, det var dejligt med lidt opbakning.
Igennem de næste 8-10 timer gik det det fantastisk godt. Jeg gik fra en
placering som nr. 8 til en 3. plads. Der blev lige pludseligt lagt mærke til at
der var en outsider der begynde at blande sig med favoritterne. Landstræneren
Brian Larsen var flere gange henne og komme med gode råd og opbakning, hvilket
gav et kæmpe motivations boost. Jeg blev grebet af stemningen og kunne med 8
timer tilbage se muligheden for en podieplads og et resultat på +200 km
indenfor rækkevidde.
Men blot en
time senere kommer den værste krise i løbet, jeg går helt død og kan se mine
konkurrenter overhale mig en efter en. Jeg havde løbet 150 km på 17 timer og
skulle nu virkeligt grave dybt for at finde fornyede kræfter. Hele
medaljestriden havde ødelagt mit fokus og ændret min indstilling til hvad der
var succes og fiasko. Efter en times gang og 4 km havde Jeg en snak med Heidi
om hvordan resten af løbet skulle gribes an. Vi blev enige om at 180 km ville
være det realistiske mål at gå efter. Jeg fik ændret mit fokus, blev lidt mere
optimistisk og kom stille og roligt ind i en rytme hvor jeg løb 200 m og gik
100 meter. Det blev et langt sejt træk og efter 23 timer rundede jeg de magiske
180 km. Jeg gad faktisk ikke mere men godt hjulpet på vej af supporterne i depotet,
som nærmest skubbede mig ud af depotet, måtte jeg tage hul på den sidste time.
Nu var det bare bonus km der skulle hentes hjem. Jeg fik kæmpet mig igennem den
sidste time og det sidste kvarter var i noget der mindede om løb.
Jeg rundede
185 km., et skide godt resultat. Jeg stod tilbage med en helt masse følelser.
Glæde over resultatet, stolthed over at vinde den mentale kamp over mig selv,
taknemlighed for den opbakning der var ikke mindst fra min dejlige kone, men
også fra de andre løbere og supportere. Den største sejr var, at jeg imellem de
17-22 timer fik vendt den psykiske nedtur til en fornyet positiv indstilling.
Jeg er nu
sikker på at de 200 km ligger indenfor min rækkevidde de næste to årJ
Ingen kommentarer:
Send en kommentar