søndag den 23. marts 2014

Næste mål for sæsonen 2014

Nu er transgrancanaria godt overstået så det er tid til at kigge frem mod mit næste mål. Det bliver min største udfordring til dato. Jeg har været så heldig, at få mulighed for at stille til start i spartathlon i Grækenland til efteråret. Et løb på 247 km som skal gennemføres på under 36 timer. Jeg ved, at der er rigtig mange, som gerne vil stille til start i dette løb. Så det forpligter, når man bliver en af dem som får muligheden for at gennemføre.

Jeg er stille roligt ved at komme igang med træningen igen. I denne uge er det blevet til 90 km løb og 2 timers styrketræning. Jeg vil prioritere styrketræningen rigtigt højt. Jeg tror på, det kan være en afgørende faktor, når jeg kommer ud på de sidste timer af et langt ultraløb. Derudover vil jeg ikke lave en helt masse om på min træning. Jeg tror ikke, at jeg kan træne mere, end jeg har gjort de sidste par år, men jeg føler at min tro på egne evner stiger år efter år. Hver gang man når et nyt mål, er det som om at man tror mere på at det er muligt at nå endnu længere næste gang. Der er ingen tvivl om at den mentale del har stor betydning for om man gennemfører et ultraløb.

Hen over sommeren vil jeg deltage i en række 6 timersløb som led i mine forberedelser. Selvom det er fristende at prøve et 24 timersløb igen i år, har jeg valgt at mit fokus fra nu af skal ligge på spartathlon.

søndag den 16. marts 2014

Transgrancanaria 2014

Løbet startede kl 00:00 natten til lørdag. Vi var kørt de ca 80 km op til Agaete fra Maspalomas. Hele familien var med for at sende mig godt på vej. Jeg havde hvilet mig hele dagen og følte mig egentligt utroligt afslappet. Jeg var klar over at der ventede en kæmpe opgave men alligevel var der ikke skyggen af sommerfugle i maven. Min plan var at tage den med ro fra starten, gå på stigningerne og løbe på nedløb og flade stykker. Natten skulle overståes så godt som muligt uden forstuede fødder og med mest muligt energi tilbage på kontoen.





Der var en rigtig god stemning i startområdet  det blæste en del og det var begyndt at småregne lidt så det var skønt endelig at komme igang. Jeg lå ca midt i feltet af de 485 løbere som var til start. Efter 500 m fandt jeg et sted hvor man lige kunne komme af med vandet. Da det var overstået var der nok ikke mere end 20 løbere efter mig. Nu kunne det da kun gå fremad. Jeg tænkte at det nok var fint nok, på denne måde ville jeg ikke komme til at forcere noget de første par timer. Der blev hurtigt trængsel da feltet kom ind på de smalle stier og vi begyndte på den første lange opstigning. Det var et flot syn at se de mange pandelamper sno sig op af bjerget. De forreste var allerede langt foran. Jeg skulle fokusere på mit eget løb så det betød ikke noget. Jeg ville hellere tage det roligt i starten og så forhåbentlig indhente alle dem, der havde lagt for hårdt ud senere i løbet. Man taber rigtigt meget tid, hvis først man bliver så presset at man ikke kan løbe når det går nedad.

Jeg kom sikkert over de første stigninger og fik klaret de stejle og meget tekniske nedløb uden de store problemer. Man kan selvfølgelig godt mærke sine lårmuskler når man er dansker og løber nedad i 10-12 km, men det var alligevel til at holde ud. Jeg fik luret et par triks af nogle spaniere, det gælder om at flytte fødderne hurtigt uden at tænke på at få fodfæste, lidt ligesom jorden er giftig, hurtigt videre til næste skridt. Det kræver meget koncentration, men på den anden side fjerner det fokus fra de ellers negtive tanker man kunne komme til at fokusere på;-)
Min største bekymring efter de første 8 timer var at min pandelampe havde brugt 2 sæt batterier så jeg havde kun min reservelampe tilbage til den sidste del af løbet. Jeg måtte krydse fingre for at jeg ville komme i mål inden den også løb tør for strøm, ellers kunne jeg få seriøse problemer i mørket.

 
Ved middagstid var solen for alvor brudt igennem på en ellers tåget formiddag. jeg vil tro temperaturen sneg sig op omkring en 25- 30 grader, sKønt hvis man skulle ligge ved poolen sammen med resten af familien ;-), men lidt varmt når man nu er vant til at træne omkring de 0 grader hjemme i Danmark. Jeg valgte at prøve at se positivt på det gode vejr og det viste sig, at det egentligt heller var ikke så svært.
Jeg var igang med den første af to længere stigninger op mod rutens højeste punkt, da jeg mødte en af de andre danskere, vi fulgtes ad et stykke tid hvorefter vi indhentede yderligere to danskere. Vi kunne alle blive enige om at det var et barskt terræn vi befandt os i, og at vi alle havde temmelig ømme ben. På den anden stigning følte jeg mig godt gående, og forlod de andre danskere. Jeg var inde i en god rytme, og kunne lige pludselig se mig selv løbe i mål på under 22 timer, hvis det fortsatte på denne måde. Det er dumt at begynde at lave den slags regnestykker, nå man stadig mangler 50  km af et ultraløb...En time senere følte jeg mig svimmel og rigtigt dåligt tilpas. Jeg havde svært ved at tænke helt klart, men kunne alligevel godt regne ud, at det nu var vigtigt at få fyldt ekstra energi på motoren. Jeg stoppede op og tvang mig selv til at spise en gel og drikke mit sidste vand, inden jeg gik videre. Kort efter kom jeg til det store depot, hvor der var pasta og kødsovs Jeg fik en stor portion og tog mig god tid inden jeg begav mig ud på de sidste 42 km.
 

De sidste 42 km var primært nedad, og jeg havde hørt fra de andre danskere, at der var mulighed for at hente tid på de sidste 10 km, hvis man havde kræfter der. Jeg kunne se på tiden, at det ikke var realistisk at komme ind under 22 timer, men det bekymrede jeg mig ikke så meget om. Jeg tænkte mest på bare at komme ned på de sidte 10 km, inden min pandelampe ville løbe tør for strøm. Jeg klarede nedløbende rigtigt godt. Jeg følte at benene kørte som trommestikker de steder hvor det var muligt at løbe. Omkring de 105 km kom vi til et meget stejlt nedløb, hvor underlaget var ekstremt udfordrende. Her valgte jeg at gå for min egen sikkerheds skyld. Jeg mødte en kvinde lige inden nedløbet begyndte hun var ektremt presset. Jeg prøvede at opmuntre hende ved at sige "only 15 to go, you can do it". Det tror jeg nu ikke hun kunne, efter at jeg havde set, hvad der ventede hende længere fremme...der gik rimeligt lang tid med det sidste nedløb, og jeg blev temmeligt irriteret over at løbsarangørerne ikke havde kunnet finde en bedre sti til mine trætte ben.

                                                      et godt eksempel på en god sti

Da jeg endelig kom ned på de sidst 10 km var der ikke meget tilbage og skyde med, og min pandelampe lyste svagere og svagere. Jeg besluttede mig for at nulstille uret, nu gjalt det om at finde en rytme der kunne få mig i mål så hurtigt som muligt. Jeg besluttede mig for at skulle holde mit pace under 10 min. pr. km på den måde ville jeg være i mål på under 2 timer. Jeg løb og gik 3-500 meter ad gangen, og prøvede hele tiden at presse mig selv til at løbe lidt længe for så at sætte mig et nyt mål. Bare lige 200 meter mere så må du gå igen, sagde jeg til mig selv. På den måde lykkedes det mig at komme ind til Maspalomas, hvor målet var. Den sidste km får man altid lidt ekstra energi så jeg kunne løbe i mål i fin stil. Familien ventedede på mig og Sofie og Malthe fulgte mig det sidste stykke over målstregen.


 Jeg kom i mål i tiden 23 timer og 55 min, og blev placeret som nr 117. Ud af de 485 startende løbere var der 307 der gennemførte. Vindertiden blev imponerende 14 timer og 27 min. jeg forstår ikke hvordan de gør det.:-)


Malte siger, " du må aldrig stoppe med at løb...? du er for sej ...
 
 
ikke meget batteri tilbage  heller ikke på pandelampen