Mit mål med løbet var at få en kæmpe natur oplevelse under nogle ekstreme forhold samtidigt med at jeg skulle prøve kræfter med bjergløb for første gang. Det gjaldt om at suge nye erfaringer til sig undervejs, hvad fungerede og hvad fungerede ikke? Da det var min debut var det svært at sætte sig et mål omkring tids resultatet, vigtigst af alt, var det at gennemføre løbet eller i hvert fald prøve i samtlige af de 31 timer der var til rådighed. Med den tænke i hovedet var der ikke noget der kunne give mig mentale nedture undervejs.. Jeg ville gennemføre uanset hvad - Det var det vigtigste!!
Løbet blev sat i gang kl. 5.00 den 6. juli 2013, vi havde
derfor været oppe kl. 3.00 om natten for at blive klar og køre de 45 min. vi
havde fra campingpladsen til startbyen Verbier.
Da jeg stod ved starten begyndte solen langsomt at lyse bag
de omkringliggende bjerge. Der gik mange tænker igennem mit hoved i mens jeg
ventede på startskuddet... Hvor meget er plus/minus 7000 højdemeter egentligt?
Er det realistisk at tro på 18 timer? Er min mave mon helt klar oven på sidste
uges sygdom? Har jeg trænet nok i bakkerne ved Knøsen? Er min rygsæk for tung?
Alle disse spørgsmål samt mange flere ville jeg helt sikkert få besvaret
indenfor de følgende 31 timer.
Starten:
Der var en fed
stemning af nervøsitet, anspændthed og forventning før startskuddet lød. Jeg
kom godt fra start og prøvede at komme lidt frem i feltet inden vi skulle ind
på de smalle stier og det lykkedes mig fint, jeg havde i hvert fald ikke noget
særligt behov for at komme til at overhale da vi først ramte den første
alvorlige stigning. Her bliver det så stejlt at alle begyndte at gå og kun de
steder hvor stien fladede lidt ud kunne vi løbe, hvis man altså ikke lige
trængte til at få pulsen lidt ned :-). Efter 10 km var vi i 2100 meters højde
og på vej nedad. Jeg vidste at de følgende 17 km var ned ad bakke. Jeg havde
aftalt med Heidi, at jeg ville sende en sms når jeg nåede de forskellige bjergtoppe
- dette kunne jeg så gøre i et let løb nedad, men i min uopmærksomhed træder
jeg forkert og vrider om på foden.. Min
første tanke er; for H… Er det slut allerede nu? Det ville ikke være til at
bære. Det gjorde forbandet ondt da det skete, men jeg ville ikke acceptere at
der skulle være sket noget alvorligt. Så mit fokus var nu at holde anklen varm
og komme ud over stepperne.
Nedløbene var total sindssyge og der var flere steder hvor
jeg faldt på røven og der var en høj risiko for at falde og komme alvorligt til
skade. Da jeg nåede de 30 km kunne jeg godt mærke, at nedløbene krævede særlig
fokus og var hårde for benmuskulaturen, men det hjalp gevaldigt på humøret at
familien stod med flag og opmuntrende ord, da jeg nu skulle begive mig ud på 32
km opstigning fra 720 hm til 2700 hm.
Realiteterne:
Varmen spillede en stor rolle, og havde klart en betydning
for de følgende 30 km. Her gik det kun opad og efter 2 timer havde jeg ikke
mere væske og skulle klare mig indtil næste depot. Da jeg rundede de 48 km var
jeg ved det næste checkpoint og følte mig temmelig slidt, jeg havde store
problemer med de næsten 30 grader, og benene var begyndt at krampe lidt. Jeg
havde nu været i gang i 7 timer og 30 min, og kunne godt se at det ville blive
et meget langt løb:-)
Det var svært at komme fremad og solen skinnede fra en
skyfri himmel og når den blev reflekteret i sneen kunne det have været dejligt
med et par solbriller, set i bakspejlet var det en ting som absolut er et
”must” i min rygsæk næste gang jeg begiver mig af sted på denne type løb…
Jeg kom efter en sej
kamp op til toppen, hvor jeg kunne nyde den fantastiske udsigt. Jeg måtte
konstatere, at der nu også var sne på den anden side af bjerget og stod og
overvejede hvordan jeg skulle gribe nedløbet an… Det var meget besværligt at gå
nedad, dels pga. min ustabile fod som ikke kunne klare for mange uforudsete
vrid. Det var næsten pinligt så dårlig jeg var til at forcere snemasserne, jeg
væltede rundt og til sidst valgte jeg at sætte mig ned og rutsje ned af bjerget
de steder det var muligt, en ret vild oplevelse taget i betragtning af at jeg
aldrig har kælket eller stået på ski andre steder end den lokale kælkebakke.
Jeg begyndte efterhånden at få fastgrund under fødderne
igen og syntes egentligt at det gik meget godt da jeg nåede det næste
checkpoint ved Gd. st. Bernard. Her mødte jeg to andre danskere som jeg kunne
følges med. Vi fulgtes ad op til rutens højeste punkt 2714 moh. Hvorfra det gik
nedad igen de næste 11 km. Jeg følte mig ved godt mod og fik løbet en del på
nedløbet. Vi nåede frem til det store checkpoint ved Bourg st. Pierre. Her fik
jeg et varmt måltid mad og skyndte mig så ellers videre, det er min erfaring at
man ikke skal” hænge for lang tid i baren”J… Jeg ville gerne nå så langt som muligt inden det blev
mørkt. De to danskere tog et længere hvil så jeg var alene igen og det passede
mig helt fint.
Nu gik det opad igen og jeg følte mig rigtigt godt gående.
Jeg overhalede flere på vej mod toppen ved de 88 km. Det var godt for moralen,
men jeg vidste også at der ventede et langt og stejlt nedløb på den anden side og
der ville jeg blive overhalet af rigtig mange. På nedløbet var det blevet mørkt
og jeg kunne se hvor meget det betød at kunne løbe ned ad bakkerne. De andres pandelamper
kunne man følge langt ned af bjerget, efter de havde overhalet mig forsvandt de
hurtigt ud af syne.
Jeg kom til bunden efter 2 timers nedløb og glædede mig til
den sidste stigning og til at komme til at bruge benene på en anden måde. Det
der ventede var en umenneskelig stigning på 1100 hm fordelt på 5 km, men jeg
tænkte hellere det, end mere ned løb. Det var en ubeskrivelig hård stigning det
føltes som om man kravlede op af en lodret uendelig mur. Mit ur var på dette
tidspunkt løbet tør for strøm så jeg havde ingen anelse om hvor langt der var
til toppen, det virkede som om den bare blev ved og ved. Til sidst nåede jeg
dog toppen efter 2 timer 30 min., puha jeg havde regnet med 1 time og 30 min.J Nu var solen
stået op igen og det var tid til at se en ende på det hele og jeg vidste at min
familie stod og ventede på mig i Verbier og efter et sidste ned løb kunne jeg
løbe i mål efter 26 timer og 10 min.
Yes!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar