Det var første gang, jeg skulle deltage i et etapeløb. På mange måder var der mange ukendte faktorer, der ville komme til at spille ind i dette lange forløb.
Mine forberedelser op til løbet havde båret præg af småskader, hvor jeg aldrig helt kom op på den mængde og kontinuitet, som jeg plejer. På den anden side har jeg også fået en erfaring, der har gjort, at jeg er blevet bedre til at lytte til kroppens signaler, og givet den, den hvile og restitution der skulle til når kroppen har bedt om det. Man balancerer på en knivsæg, når man vurderer om det næste træningspas er til gavn eller skade. Men det korte af det lange var, at jeg kunne stille til start skadesfri og med en god mavefornemmelse omkring mine muligheder for at gennemføre dette løb.
Min plan var, at lytte til mine ben og puls og så måtte vi se hvilket tempo der ville komme ud af det. Jeg havde i min træning haft fokus på at løbe med så lav puls som muligt på mine lange pas. Jeg havde egentligt opnået en okay fart i benene i det lave puls område mellem 120-130. Så jeg viste at jeg nok ville komme til at ligge ud i et rimeligt højt tempo.
Jeg har efter Spartathlon gjort mig mange overvejelser omkring håndtering af kriser i et langt ultraløb, og hvad der skal til for at undgå dem. Simple ting som at smile og fokusere positivt på alt. kan virke banalt men alternativet, kan hurtig få èn ind i en negativ spiral. Der er altid noget positivt ved en hver situation ex. Vi havde modvind hele første etape, men da man jo ikke selv bestemmer vejret, valgte jeg at sætte pris på at, det trods alt ikke regnede. Man er nød til at acceptere de vilkår der er stillet til rådighed og så få det bedste ud af situationen. Det virker simpelt, men kan til tider være enormt svært.
 |
| storslået natur taler for sig selv. målet er derude et sted... |
Jeg var meget spændt på, hvordan vores kroppe ville reagere ovenpå disse lange etaper. Vi var trætte og slidte når vi kom i mål om aftenen, og lignede ikke nogen, der ville blive klar til at løbe den følgende dag. Men gang på gang stod vi ud af sengen om morgenen, efter en nat med feber, svedeture og urolige ben, og var klar til at løbe igen. Man bliver meget overrasket over, hvad man kan presse kroppen til at præstere
.
For mit vedkomne blev det hurtigt en målsætning at vinde løbet. Efter første etape havde jeg over en times forspring til nr. 2. Jeg var godt klar over at jeg ville få en dårlig dag på et tidspunkt. Så hvis jeg skulle vinde var jeg nødtil at udbygge dette forspring de følgende dage. Der var selvfølgelig en risiko ved at presse citronen så tidligt i et langt løb, men det gav også ekstra motivation til at holde mig løbende hele etapen. Jeg havde egentligt ikke indtryk af at der var ret mange der ville deltage i kampen om den" dulle trøje".
 |
| vinder af kongeetapen |
 |
| i mål efter 4. etape |
Da vi nåede sidste etape var vi 6 løbere tilbage og der var vel ingen tvivl om at vi alle nok skulle komme igennem. Når først man har klaret 5 dage er det næsten utænkeligt at udgå. Man er så tæt på målet at 84 km virker som noget der bare skal overståes. Vi fik da også kæmpet os igennem alle mand og en efter en indtog vi grenen stolte og meget trætte,
 |
| Ole, Søren og mig på grenen |
 |
| Mose, Søren og Pol |
Jeg er utrolig glad for min førsteplads, som jeg kæmpede hårdt for at beholde hele løbet igennem. Den betød selvfølgeligt, at jeg kom til at løbe meget alene de første dage. De sidste dage blev også ekstra hårde på grund af. skaden i skinnebenet, som måske kunne have været undgået med en mere defensiv taktik. Men hvor intet voves intet vindes!
Indslag i tvmidtvest
