Spartathlon 2014

Spartathlon 2014

 

Jeg vil nu prøve at sætte et par ord på mine oplevelser her i Grækenland under Spartathlon.

Jeg vil prøve at beskrive løbet og de faser med, jeg gennegår under et løb som Spartathlon.

 

Indtjekning/dropbags:

Der er 75 depoter fordelt på hele ruten hvor man kan få placeret sine personlige ting. Egentlig var det ikke planen at vi ville benytte os af denne mulighed, da Heidi jo skulle køre i bil som support, men efter en snak med de andre løbere blev vi enige om at ligge energi, ekstra tøj pandelampe osv. ud i depoterne, i det tilfælde at heidi ikke nåede frem til diverse depoter under vejs. Det gav lige lidt ekstra stress og arbejde, at skulle ændre planen i sidste øjeblik. Jeg skulle måske have spurgt de rutinerede løbere til råds inden afrejsen til Grækenland.
 

 

Starten

Starten gik om morgenen kl 7.00 fra Acropolis. Vejret var ikke det bedste, idet det regnede lidt, men det kunne ikke ødelægge den gode stemning der var ved starten. Jeg havde fået 8 timers søvn, og følte mig rolig og afklaret med hvad det var, jeg skulle igang med. Det drejede sig for mig om at komme roligt fra start, holde min puls lav og drikke og spise, som jeg havde planlagt.

 

De første 80 km

Det første stykke af ruten, løb man inde i Athen. Hele morgentrafikken blev holdt tilbage for os! Jeg tænker; der må virkeligt være mange der kom for sent på arbejdede denne fredag morgen:-)

Det lykkedes mig at holde min puls nede de første mange timer og mit tempo lå omkring 6 min pr km.

Da jeg nåede ud til de 42,2 km fik vi et kæmpe regnskyl og jeg fik meget våde fødder, men lod mig ikke påvirke af det. Jeg fik hilst på Heidi og fik fyldt depoterne op og så ellers bare videre.

Efter 8,5 time rundede jeg det næste store checkpoint ved de 80 km. Solen havde fået godt fat og det var dejligt. Jeg havde overskud og følte mig godt tilpas. På dette tidspunkt havde jeg 1 time i "banken"og det var præcis det jeg håbede på.

Frem mod  bjerget.

Igennem aftenen får jeg udbygget min tid til cut off og jeg havde det mentalt godt - Jeg kunne selvfølgelig godt mærke ømheden i benene. Inden midnat rundede jeg de 150 km og herfra går det opad mod bjerget. stigningen mod bjerget er en 10 km lang asfaltvej, som virkelig trækker tænder ud og jeg følte mig presset for første gang ved depotet inden den sidstedel af stigningen..

Inden den sidste del af stigningen, som er mere trailbaseret, får jeg en varm trøje på og en portion varm suppe af Heidi. Der er temmelig koldt, så jeg bruger kun 5 min ved dette checkpoint. Dette stykke op, som er 2,3 km og på bagsiden af bjerget er svært fremkommeligt, der ligger løse sten, grus som jeg nemt glider i og det er rigtig koldt på toppen.så det gælder bare om at komme ned igen i en fart.

Da jeg nåede bunden var jeg medtaget og havde fået en træls vabel. Heidi får styr på vablen og jeg får hurtigt en kop suppe. Jeg vælger igen at forlade depotet efter kort tid, idet jeg er opmærksom på at benene er kolde og jeg har brug for at holde dem i gang. Det næste stykke på ruten er ca. 12 km -  Her begyndte jeg at blive søvnig og havde lidt svært ved at overskue tiden, mørket og ømheden i kroppen.
Da solen står op runder jeg de 186 km jeg havde på daværende tidspunkt løbet i 24 timer og 15 min. Jeg begyndte langsomt at få mere mod på at løbe igen og alting så pludseligt mere lyst ud. I mine tanker var det som om, at de ca 60 km  bare lige skulle overståes på et par timer. Jeg begyndte at lave regnestykker hvor sluttiden kunne blive 32 timer og det er farligt:-)

"Hovsa flere bjerge?!"

Fra omkring de 200 km kom der så det, som jeg havde forstået som en lang sidste stigning inden det så skulle gå nedad til Sparta det sidste stykke. Jeg havde på dette tidpunkt rigtigt gode ben og løb 7 min/km. . Denne lange bakke blev blot ved med at gå opad og opad, og netop som man troede at man var ved toppen ved næste sving drejede vejen og fortsatte opad igen og igen. Det kuperede terræn fortsatte frem mod de 230.

Krisen

Jeg fik brugt de sidste af mine kræfter på disse lange stigninger. Jeg begyndte at få ekstemt ondt i min achillesene/lægmuskel og kunne nu knap nok holde et tempo på 5 km/t. Med 30 km tilbage kunne jeg nu se at jeg havde glædet mig for tidligt. Jeg skulle nu holde de 5km/t for at komme i mål indenfor tidsgrænsen, og det havde jeg store problemer med, når det gik opad. De steder det gik nedad indhentede jeg lidt af det tabte, men jeg var for første gang i løbet rigtig negativ og mentalt helt nede i kulkælderen. Det var svært at overskue 6 timers gang med de smerter jeg havde og følte for første gang presset fra tidsgrænsen.
Med godt 20 km igen prøvede jeg at grave dybt, jeg sagde til mig selv,"slap a, fokuser på at slappe af, der hvor det gør ondt og nu begynder du at løbe!" Jeg startede med at trampe let i jorden på flade fødder uden at bevæge fodledene men langsomt kom jeg over i noget der lignede min almindelige løbestil og nu var det bare med at holde den kørende. Pludselig kunne jeg se Sparta længere nede i dalen, og det gav bare ekstra blod på tanden. Jeg mødte en dreng som råbte til mig "you run, you are strong", hvilket gjorde et stort indtryk på mig.  Jeg holdt den kørende indtil der manglede 5 km inden jeg gik i stå igen.

 Opløbet

Man kunne tydeligt mærke man var kommet til Sparta, alle i byen vidste hvad det her drejede sig om. Alle de mennesker man mødte på vej mod mål kom med tilråb og lykønskninger. Det var overvældende at modtage denne anerkendelse. Da jeg rundede det sidste hjørne og kom ind på opløbsstrækningen bed jeg smerterne i mig igen og begyndte at løbe igen. Folk var ellevilde og jeg fik en klump i halsen - jeg skulle endelig realisere min drøm. Et senarie jeg havde set for mig rigtigt mange gange men ikke havde turdet håbe på ville nu lykkes. Jeg tog de sidste trin op af trappen til statuen, tog hatten af og lagde hånden på foden af King Lionidas. En mega fed fornemmelse som jeg aldrig vil glemme.